Uld til vuggestuebørn

Posted: Nov 23 2014

Jeg har tidligere skrevet mit bud på hvor meget uld der skal bruges til et spædbarn, og nu følger jeg op med et indlæg om hvor meget du har brug for til et barn i vuggestuealderen.

Der er jo det fantastiske ved uld, at det er et naturligt materiale som tilpasser sig barnet og omgivelserne. Hvis dit barn er koldt vil ulden varme, og hvis dit barn bliver varmt vil ulden lede fugt væk fra kroppen så barnet forbliver tørt. Herudover er ulden naturligt antibakteriel og til dels selvrensende. Forsøg dig frem - de fleste oplever at ulden kan bruges mange dage inden det behøver vask. Det er dog vigtigt at hænge det op om natten og gerne give det lidt frisk luft.

Som daglig basisbeklædning vil jeg anbefale en body i uld, et par leggings i uld og et par uldstrømper. Uldbodys fås både med korte og lange ærmer, og jeg vil anbefale at du anskaffer 3-4 styk. Udenpå bodyen kan du bruge en langærmet bluse i uld elller bomuld eller en strikket trøje i uld. Det vigtigste er at det inderste lag er i uld. 

uldbody  uldleggings mp uldstrømper

Leggings i uld er virkelig gode fordi de både giver barnet bevægelsesfrihed og er temperaturregulerende. De er bedre  under termobukser og flyverdragt end jeans og chinos og dit barn får både en bedre mobilitet og mulighed for at holde temperaturen udendørs. Når dit barn både har en uldbody og uldleggings på giver det to lag uld på rumpen, og det er rigtig godt til de små børn som sidder meget i sandkassen og på jorden. Jeg anbefaler 2-3 leggings til dagligdags brug. Vi sælger også baggy bukser i merinould og uld/bambusblanding, hvis du er på udkig efter noget som sidder lidt løsere. I stedet for leggings/bukser kan du selvfølgelig også bruge vores varme uldstrømpebukser med uld fra enten MP strømper eller Selana. Over strømpebukserne kan I bruge en kjole eller et par bløde tumlingebukser.

Dit barn skal selvfølgelig også have lune fødder og her er uldstrømper helt uundværlige. Så har dit barn nemlig ikke iskolde tæer når det lige glipper med at få indeskoende på i vuggestuen. Og nu vi taler indesko: et par gode vuggestueindesko i uld er virkelig guld værd.  

En anden mulighed til fødderne er tykke uldsokker med silikonedutter, så barnet ikke glider på glatte gulve.

Til barnets lur i vuggestuen skal I huske en god ulddragt. Gerne en hel dragt i tyk uld, og husk luffer og en varm kyse eller elefanthue. Hvis sovedragtens ben ikke kan bøjes om fødderne, er det istedet en god ide med et par ekstra tykke uldsokker udenpå. Når dit barn bliver for stort til en dragt, kan du bruge et todelt sæt.

Til turen på vuggestuelegepladsen skal du også huske en god elefanthue som dækker hoved, hals og ører, samt varme handsker.

Når barnet kommer hjem fra vuggestue er det en god ide at skifte tøjet, og hænge dagens uldsæt til luftning. I løbet af 6-8 timer vil alle vuggestuebakterierne nemlig være væk, og så er tøjet klar til en ny dejlig dag i morgen.

Sidst men ikke mindst vil jeg anbefale at investere i tre natdragter - gerne heldragter i uld, så der ikke er bar hud i løbet af natten.

Samlet liste til vuggestuebørn:

3-4 uldbodyer med korte eller lange ærmer                    1 par indesko i uldfilt - Haflinger

2-3 Leggings eller strømpebukser i uld                         1-2 elefanthue i uld

3 par uldstrømper                                                          2 par vanter i uld

1 par tykke uldsokker - evt med skridsikre dutter         1 halsedisse i uld

2 bluser/cardigans i uld                                                 1 varm hjelm i uld

1 striktrøje i uld                                                              3 natdragter i uld

      

 

 

 

 

 

 

Comments

  • Posted by Mette Rasmussen on November 24, 2014

    Dejligt med et overblik når man snart har en vugge stue pige. Undre mig dog over du anbefaler leggins i uld/bomuld – de har jo slet ikke samme gode varme egenskaber som ren uld eller uld/silke. Men kan godt se argumentet med slidstærkheden. Tænkte bare der var en grund til i hed uldbørn

Skriv en kommentar.

Alle kommentarer til bloggen bliver læst inden de bliver lagt op.